Svinedrengen




Der var engang en fattig prins, som havde et kongerige. Hans rige var meget lille, men stadig ganske stort nok til at gifte sig på, og han ønskede at gifte sig.

Nu var det jo rigtignok noget kækt af ham at sige til kejserens datter: "Vil du have mig?" Men det gjorde han, for hans navn var vidt og bredt berømt, og der var hundrede prinsesser, som ville have sagt, "Ja!" og "Tak venligt." Vi får at se, hvad denne sagde prinsessen.

Lyt!

Det skete, at hvor prinsens far lå begravet, voksede der et rosentræ-a smukkeste rose træ, der blomstrede kun én gang i hvert femte år, og selv da bar kun én blomst, men det var en rose! Det guldlaks så sød, at alle bekymringer og sorger blev glemt af ham, der indåndes sin duft.

Og desuden havde prinsen en nattergal, der kunne synge på en sådan måde, at det virkede som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube. Så skulle prinsessen have rose og den nattergal, og derfor kom de begge to i store sølvfoderaler og sendt til hende.

Kejseren havde dem bragt ind i en stor sal, hvor prinsessen gik og legede "komme fremmede", med hofdamer, og da hun så de store foderaler med gaverne, klappede hun i hænderne af glæde.

"Ah, hvis det var, men en lille missekat!" sagde hun, men rosen træ, med sin smukke rose kom til at se.

"Nej, hvor den er nydelig gjort!" sagde alle hofdamerne.

"Det er mere end nydelig!" Sagde kejseren, "den er pæn!"

Men prinsessen følte på den og så var hun færdig at græde.

"Fie, papa!" sagde hun. "Det er ikke lavet på alle, det er naturligt!"

"Lad os se, hvad der er i den anden kiste, før vi kommer ind i en dårlig humor," sagde kejseren. Så kom nattergalen frem og sang så dejligt, at man ikke kunne sige noget ondt af hende.

"Superbe! Charmant!" udbrød damerne, for de alle brugt til at snakke fransk, den ene værre end den anden.

"Hvor den fugl minder mig om den musikalske boks, der tilhørte vor velsignede Empress," sagde en gammel ridder. "Åh ja! Det er de samme toner, samme udførelse."

"Ja ja!!" sagde kejseren, og han græd som et lille barn.

"Jeg vil stadig håbe, at det ikke er en rigtig fugl," sagde prinsessen.

"Ja, det er en virkelig fugl!" Sagde de, som havde bragt den. "Ja lad så den fugl flyve," sagde prinsessen, og hun nægtede at se prinsen.

Men han var ikke til at miste modet, han smurte sig i ansigtet med brunt og sort, trykkede kasketten ned om hovedet og bankede på døren.

"God dag til min herre, kejseren!" sagde han. "Kan jeg få ansættelse på palace?"

"Hvorfor, ja," sagde kejseren. "Jeg vil have nogle til at tage sig af grisene, for vi har rigtig mange af dem."

Så prinsen blev udnævnt "Imperial Svinedrengen". Han havde en beskidt lille værelse tæt ved svinestien, og der sad han hele dagen og arbejdede. Om aftenen havde han gjort en nydelig lille gryde. Små klokker blev hængt rundt om på den, og da gryden kogte, disse klang bjælderne på den mest charmerende måde, og spillede den gamle melodi,

    "Ach! Du lieber Augustin,
    Alles ist weg, weg, weg! "*

    * "Ah! Kære Augustine!
    Alt er væk, væk, væk! "
Men hvad var endnu mere nysgerrig, hvem holdt sin finger i røgen fra gryden, straks smelt alle de retter, der var madlavning på hver arne i byen-det, ser du, var noget helt andet end den rose.

Nu prinsessen skete til at gå på den måde, og da hun hørte melodien blev hun stod ganske stille og syntes glad, for hun kunne også spille "Ach, Du lieber Augustin," det var den eneste hun kunne, og hun spillede med én finger.

"Hvorfor er der mit stykke," sagde prinsessen. "Det svinehyrden skal helt sikkert have været godt uddannet! Gå ind og spørg ham, hvad det instrument."

Så en af ​​hofdamerne skal køre i, men hun trak på træ hjemmesko først.

"Hvad vil du have for den gryde?" sagde damen.

"Jeg vil have ti kys af prinsessen," sagde svinedrengen.

"Ja, ja!" sagde damen.

"Jeg kan ikke sælge den for mindre," svarede svinedrengen.

"Han er en fræk fyr!" sagde prinsessen, og så gik hun, men da hun havde gået et lille stykke, så klang bjælderne så dejligt:

    "Ach! Du lieber Augustin,
    Alles ist weg, weg, weg! "
"Hør," sagde prinsessen. "Spørg ham, om han vil have ti kys af mine hofdamer!".

"Nej, tak!" sagde svinedrengen. "Ti kys af prinsessen, eller jeg holder gryden mig selv."

"Det skal ikke være, enten!" sagde prinsessen. "Men så må I stå for mig, at ingen kan se os."

Og hofdamerne stillede sig foran hende, og bredte de deres kjoler-svinedrengen fik ti kys, og prinsessen-gryden.

Det var dejlige! Gryden kogte hele aftenen, og hele den følgende dag. De vidste udmærket, hvad der blev kogt en skorsten i hele byen, hos kammerherren og hos skomageren, de Hofdamerne dansede og klappede i hænderne.

"Vi ved, hvem der har suppe, og hvem der har pandekager til middag i dag, der har koteletter, og hvem der har æg. Hvor interessant!"

"Ja, men holde min hemmelighed, for jeg er kejserens datter."

Svinedrengen, det vil sige-prinsen, for ingen vidste, at han var andet end en virkelig svinedreng, lod ikke dagen gå hen uden at noget, han omsider en skralde, som, når man svingede den rundt , klang alle de valse og jig melodier, der nogensinde er blevet hørt, siden verdens skabelse.

"Ah, det er superbe!" sagde prinsessen, da hun kom forbi. "Jeg har aldrig hørt smukkere kompositioner gå ned og spørg ham, hvad det instrument! Men tankerne, skal han ikke flere kys!"

"Han vil have hundrede kys af prinsessen!" sagde hofdamen, som havde været inde at spørge.

"Jeg tror, ​​han er ikke i hans højre sanser!" sagde prinsessen, og gik videre, men da hun havde gået et lille stykke, hun stoppede igen. "Man må opmuntre kunsten!" Sagde hun, "jeg er kejserens datter. Sig til ham at han skal ligesom i går, har ti kys mig, og resten kan han tage fra hofdamerne."

"Oh-men vi vil så nødig på alle!" sagde de. "Hvad er det du mumler?" spurgte prinsessen. "Hvis jeg kan kysse ham, så kan du også. Husk, at du skylder alt for mig." Så damerne blev tvunget til at gå med ham igen.

"Hundrede kys af prinsessen," sagde han, "eller hver beholder sit!"

"Stand runde!" sagde hun, og alle damerne stod omkring hende mens han kyssede da.

"Hvad kan være årsagen til et opløb dernede ved svinestien!" sagde kejseren, der skete lige så at træde ud på balkonen, han gned sine øjne, og satte brillerne på. "De er hofdamer, jeg skal gå ned og se, hvad de handler om!" Så han trak sine hjemmesko ved hælen, for han havde trådt dem ned.

Så snart han kom ned i gården, gik han ganske sagte, og hofdamerne var så meget optaget af at tælle kyssene, for at det kunne gå ærligt til, at de ikke mærkede kejseren. Han rejste sig på tæerne.

"Hvad er alt dette?" sagde han, da han så, hvad der foregik, og han boksede prinsessens ører med sin tøffel, ligesom svinedrengen tog den seksogfirsindstyvende kys.

"Marts ud!" sagde kejseren, for han var meget vred, og både prinsessen og svinedrengen blev sat ud af byen.

Der stod hun nu og græd, svinedrengen skændte og regnen skyllede ned.

"Ak! Unhappy skabning, som jeg er!" sagde prinsessen. "Hvis jeg havde, men taget den dejlige prins! Ah! Hvor uheldig jeg er!"

Og svinedrengen gik bag ved et træ, tørrede det sorte og brune af sit ansigt, kastede de stygge klæder og trådte nu frem i sin fyrstelige klæder, han så så ædel, at prinsessen ikke kunne hjælpe bukke for ham.

"Jeg er kommet til at foragte dig," sagde han. "Du ville ikke have en ærlig prins! Du could'st ikke præmie rosen og nattergalen, men du var klar til at kysse svinedrengen af ​​hensyn til en sølle Kram legetøj. Du er med rette tjent."

Han gik tilbage til sin egen lille kongerige og lukkede døren til sit palads i hendes ansigt. Nu kunne hun godt synge,

    "Ach! Du lieber Augustin,
    Alles ist weg, weg, weg! "